Du er, hvad du tænker!

Siger jeg, at jeg er ked af det, fordi det er det, jeg plejer at sige?

Tidligere på måneden skrev jeg et blogindlæg om lykke og sundhed. Om hvor svært det var, at være sund, når jeg er ulykkelig og at være lykkelig, når jeg ikke spiser sundt.
Dagen efter til yoga kom jeg til at tænke på blog-indlægget, og det satte nogle flere tanker igang hos mig. Ja, der kommer meget godt ud af at gå til yoga 🙂

Jeg skrev, at jeg er ensom. At jeg er ked af det. At jeg ikke er glad. At jeg hverken er lykkelig eller sund. Men dagen efter tænkte jeg: “Men er jeg nu også det?”

Hvis jeg virkelig mærker efter, hvilke følelser er det så, jeg virkelig føler?
Som en lille udfordring til mig selv begyndte jeg at skrive ned, hvilke følelser jeg havde og hvor stor en del af dagen, de forskellige følelser var i spil.
Er jeg så virkelig primært ked af det? Eller er jeg faktisk primært glad? Eller endda lykkelig?

Eksperimentet

Jeg skrev kun ned i to dage, for det var faktisk svært hele tiden at vurdere, hvilken følelse, der var i spil. Men det overraskede alligevel efter kun to dage. Her er et uddrag af mine to dages følelser: Ensom, skuffet, priviligeret, glad, frisk, afslappet, rolig, udfordret, taknemlig, modig, sund, værdsat og lykkelig.

Det er interessant at se, at der faktisk kun er to negative følelser på listen.
Ensomheden er i spil hos mig om morgenen og om aftenen. Det er de tidspunkter, jeg føler mig mest alene, fordi jeg savner at vågne op med en anden og gå i seng om aftenen sammen. Jeg føler mig også ensom, når jeg gør ting, som jeg faktisk hellere ville gøre med en anden. Den dag var det en tur i zoo. Det var hyggeligt og jeg følte mig priviligeret, fordi jeg bare kunne gøre det. Men jeg var samtidigt ensom, fordi jeg gjorde det alene.
Skuffelsen var en hel specifik situation lige den dag. Men skuffelse er ikke en gennemgående følelse for mig.

De efterfølgende dage tænkte jeg over det, hver gang jeg var i en situation, hvor jeg følte en specifik følelse. Og det var de samme følelser, der primært gik igen. Af og til er jeg da ked af det, men det er slet ikke en så gennemgående følelse, som jeg egentlig gik og troede.

Kunne det tænkes at jeg går og fortæller mig selv (og andre), at jeg er ked af det og ensom, fordi jeg har haft en lang periode, hvor det har været de dominerende følelser? Siger jeg det, fordi det er det, jeg plejer at sige? Er det en sindssyg dårlig vane, der faktisk ovenikøbet er utroligt selvforstærkende? For så er det jo faktisk rigtig uforskammet, at sige til mig selv, at jeg er ked af det. For det gør mig da overhovedet ikke i bedre humør.

Men med mit lille forsøg kan jeg med bevis i hånden, fortælle mig selv, at jeg faktisk ikke er ked af det. Måske lidt ensom. Nogle jeg nemlig rigtigt grimt til mig selv og så er hårde facts en god ting. Især når de beviser, at jeg faktisk har det godt. Og så kan jeg jo sige det i stede for. Og det er jo dejligt selvforstærkende på den fede måde.

Bevares, jeg kan da sagtens blive mere lykkelig. Mere sund. Mindre ensom. Alt kan optimeres. Men egentlig er jeg godt tilfreds med, at jeg er både lykkelig, sund, glad, taknemlig, priviligeret og alt muligt andet, det meste af tiden. Det er vel de færreste, der er lykkelige hele tiden. Og så er det ok med mig, at være lykkelig en lille del af hver dag.

Du er, hvad du tænker!

Jeg fortalte min terapeut om mit lille eksperiment og hun mindede mig om en sætning, hun har sagt til mig masser af gange over det sidste års tid:
Du er, hvad du tænker! 
Den sætning er endelig feset ind på lystavlen og nu forstår jeg, hvad jeg har gjort ved mig selv. Og det var faktisk ikke pænt gjort.
Jeg har gået og gjort mig selv mere og mere ked af det, fordi jeg har tænkt, at jeg var ked af det. Men nu er det slut med det. Nu vil jeg over de næste uger fokusere på de positive følelser og anerkende ensomheden og de andre ikke så gode følelser. De har jo lov til at være der, og det er ok at være ked af det i perioder. Men det skal jo være de positive følelser, der skal være de selvforstærkende elementer.

Men i min erfaring, kan denne sætning sidestilles med “Du er, hvad du spiser!”-sætningen. Det er en vanesag. Vi spiser, det vi plejer. Vi tænker, det vi plejer. Og det kræver en ændring af ens holdning, at ændre på det. Det er en stor vaneændring og mange, der har prøvet f.eks. at vænne sig af med sukker, ved at det tager omkring 28 dage, før man er helt ude af vanen og inde i en ny vane.
Det er ikke bare noget man gør fra dag til dag.

Men nu starter jeg med at gøre det. Og jeg håber, at du også vil gøre det. For vi har alle fortjent at være mere lykkelige. Mere glade. Mere taknemlige. Og der er ikke noget bedre end at sige til andre, at man har det godt. Og rent faktisk mene det!

Reklamer
Udgivet i Hudløst ærlig | Skriv en kommentar

Hvad kommer først? Lykken eller sundheden?

For noget tid siden læste jeg et opslag på Facebook, som forfatteren Mette Glargaard havde skrevet i forbindelse med udgivelsen af hendes nye bog.
Jeg gik længe og tænkte over overskriften. “Lykkelige mennesker spiser sundt”. Til at starte med læste jeg ikke engang indholdet, for jeg følte mig ramt. Midt i maven. Midt i hjertet.
Men jeg tænkte længe over overskriften og hvad den startede i mig. For jeg føler mig ikke hverken sund eller lykkelig.

Jeg ved godt, at jeg spiser langt fra så sundt, som jeg burde gøre. (Jeg hader ordet ‘burde’!) Og jeg ved også, at jeg sagtens kunne spise sundere. Men jeg har alligevel svært ved at motivere mig til det. Men hvorfor? Og hvad kommer først? Lykken eller sundheden?

Bliver jeg lykkelig, hvis jeg spiser sundt? Ville jeg begynde at spise sundere, hvis jeg var lykkelig?

Jeg kan ikke helt greje den. Jeg føler mig ikke lykkelig. Og har nok ikke gjort det i et stykke tid. Jeg er glad ofte, men ikke altid. Og jeg er ok. Jeg er ikke helt i kulkælderen. Men jeg er single. Og det er ikke af min egen fri vilje. Jeg føler mig ensom. Og jeg er tit ked af det. Og når jeg føler mig ensom og ked af det, så trøstespiser jeg. Jeg ved godt, at det ikke gør mig glad. Så jeg ved egentlig ikke, hvorfor jeg gør det. Men det gør jeg. Det kan være slik. Kage. Is. Hvad som helst, der er sødt. Hvis jeg er lidt mere ressourcefuld, forfalder jeg til nødder og rosiner, men det er oftere det usunde og søde, der vinder.

Jeg synes ærligt talt, at det er enormt svært at motivere sig til at spise sundt, når man ikke er glad. Jeg har bare ikke overskuddet til det. Samtidig synes jeg, at det er svært at lave sund mad til en enkelt person, uden at der bliver en masse dyr madspild. Jeg gider heller ikke gøre noget ud af det, når jeg laver mad kun til mig selv. Jeg lavere sundere mad, når jeg ved, at jeg skal spise sammen med andre. Men når jeg ved, at jeg skal være sammen med andre, er jeg også i bedre humør og er mere glad.
Men jeg synes faktisk, at der er svært, at opnå en sundere kost, når livet nogle gange er lidt imod mig.

Men hvis jeg kunne få lykken på banen først, ville jeg så spise sundere? Og hvordan bliver jeg lykkeligere? Hver gang jeg taler med nogen om lykke, siger de, at hvis jeg kan elske mig selv, så ville jeg være lykkeligere. Hvis jeg kan hvile i mig selv og min situation, selvom det ikke er den optimale tilstand. Hvis jeg kan lade være med hele tiden at føle, at der er noget der mangler.
Meeeen, det er bare nemmere sagt end gjort. Jeg ved faktisk ikke præcist, hvordan jeg elsker mig selv. Jeg ved ikke, OM jeg faktisk gør det uden at vide det. Jeg prøver at hvile i min situation og nyde mit eget selskab. Men når man er meget i sit eget selskab, kan man godt blive lidt træt af sig selv. Ligesom jeg også kan blive træt af andre, hvis jeg er meget i selskab med de sammen mennesker over en kortere periode. Og jeg har meget svært ved at slippe følelsen af, at der mangler noget. For det gør der jo. Jeg vil jo rigtigt gerne have en kæreste.

Hvis jeg havde en kæreste, tror jeg at jeg ville spise sundere. Fordi jeg ville være mere glad, mindre ensom, mere selskabelig og mere motiveret for at gøre noget ekstra ud af maden. Og jeg ville sikkert heller ikke trøstespise i samme omfang. Og jeg ville nok også få mere motion og mere latter.
Men for at tiltrække den helt rigtige mand, skal jeg være lykkelig. Det ville jeg måske blive af at spise sundere.

Kan I se hvor jeg er på vej hen? Det er det evindelige spørgsmål om hønen og ægget… Og jeg er ikke blevet en snus klogere af at tænke over det. Jeg har svært ved at spise sundere, så længe jeg ikke er rigtigt lykkelig. Og jeg bliver ikke rigtigt lykkelig, før jeg spiser sundt… hvilket jeg ikke har overskud til, fordi jeg ikke er lykkelig…. osv. osv.

Det er et stort dilemma. Og nogle dage har jeg måske overskud til at prøve, men så falder jeg i et hul af sorte tanker og så kommer trøstespisningen igen. Sååå… jeg tænker videre på, om jeg har mest indflydelse på min sundhed eller min lykke. Og så kan jeg måske på sigt se, om den anden ting kommer af sig selv….

Det skal lige tilføjes, at selvom jeg ikke spiser sundt, så gør jeg faktisk en masse andre gode ting for mig selv. Jeg dyrker yoga, løber, er sammen med dejlige venner og min familie. Jeg gør ofte præcis hvad jeg har lyst til, uanset hvad jeg tror andre tænker om det. Og de ting kan måske være med til at gøre mig mere lykkelig. Og så kommer det med maden måske alligevel af sig selv.

P.S. Du kan læse Mette Glargårds indslag om lykke og sund mad her: http://glargaard.dk/lykkelige-mennesker-spiser-sundt/

Udgivet i Hudløst ærlig | 1 kommentar

Muldvarpe på motorvejen

Jeg undrer mig meget… og det har jeg gjort længe. Over flere ting… Nummer et: Hvorfor sætter folk sig ikke ind i, hvordan deres køretøj virker, før de kører ud på vejene. Nummer to: Hvorfor tænder folk ikke deres nærlys, når de kører om natten.

I lørdags kørte jeg hjem fra en middag i Slangerup og kørte sydpå på Hillerødmotorvejen mod København. Jeg kørte lige omkring det man må og det regnede ikke, så der var fint udsyn på vejen. Pludselig rammer mine lygter reflekserne bag på en bil, der kører foran mig. UDEN LYS PÅ!! En af de såkaldte muldvarpe.

Jeg sænker farten og blinker et par gange med det lange lys. Det plejer at virke. Folk undersøger om alt er, som det skal være i deres bil og finder ofte ud af, at de ikke har tændt lyset. Det virkede dog ikke denne gang. Jeg fortsatte bag ved vedkommende i håbet om, at han/hun tjekkede sin bil og måske var lidt længe om det.
Det var så ikke tilfældet. Til sidst blev personen forvirret og troede måske at jeg ville forbi, selvom der var helt frit i overhalingsbanen, og kørte ind i nødsporet og stoppede. Jeg valgte at fortsætte min kørsel og håbede på at vedkommende ville indse sin fejl inden han/hun fortsatte kørslen.

Men hvorfor opstår problemet?

Vi har i årevis været vant til, at bilerne har kørelys på både foran og bag på, når man tænder dem. I hvert fald de fleste biler. Det opfylder kravene til kørelys i dagslys. Men over de senere år har bilfabrikanterne lavet biler, hvor kørelyset bag på ikke tænder, når man kun har kørelys på. De tænder først, når man tænder for nærlyset. Det er for at spare på CO2-udledningen og forlænge pærernes levetid. Og det er jo alt sammen meget godt.

Meeeeeeen, der er rigtig mange bilister, der ikke har sat sig ind i, hvordan deres bil fungerer eller som simpelthen glemmer at tænde nærlyset, når de kører i mørke. Måske fordi man 90% procent af tiden kører i byzoner, hvor man ikke opdager, hvis man har det gale lys på.
Og der opstår så disse situationer, hvor bilister drøner rundt på motorvejen uden lys bag på. Til fare for dem selv og andre.

Og det undrer mig meget. For mig er det en naturlig ting, når jeg sætter mig ind i min bil. Jeg tænker, om det bliver mørkt i den tid, jeg er ude at køre. Hvis jeg forventer, at det gør det, så tænder jeg nærlyset. Og i øvrigt tænder jeg det også i kraftig regn.

Så derfor tænker jeg, om vi ikke lige kan blive enige om at gøre to ting:

1: Kig lige i instruktionsbogen, hvor meget kørelys du har på og om nærlyset tænder automatisk når det bliver mørkt, som det gør i nogle biler.

2: Hvis dit lys ikke tænder automatisk, så tænd det selv, hvis du skal køre i mørke.

For vores alle sammens skyld.

Mere information her: http://www.fdm.dk/nyheder/husk-baglygterne-moerke-regn

P.S. Beklager, hvis der var en del generalisering i dette indlæg.

Udgivet i Jeg undrer mig... | Skriv en kommentar