Glad for det meste… men ikke altid…

For ikke så længe siden skrev jeg, at jeg er glad og har det bedre, end jeg egentlig har gået og fortalt mig selv. Og det er også sandt. Men der er altid et men…
For det er jo ikke sådan, at jeg altid er glad. Jeg er da også ked af det. Det er forstillelse (som min terapeut kalder det) at lade som om, at jeg er glad hele tiden. For det er der ingen, der er. Heller ikke dem på Facebook, der altid kun deler de gode ting. Det er en stor forstillelse i mange tilfælde.
For vi har alle sammen vores op- og nedture. Det er en del af livet. I sidste uge var jeg oppe, de sidste par dage har jeg været lidt nede. Når jeg er oppe, føler jeg mig taknemlig, heldig, glad, priviligeret, afslappet, rolig og i balance med mig selv.

Når jeg er nede er jeg ked af det og ensom. Meget af begge dele. Jeg længes og jeg savner. Jeg længes efter at blive forenet med en anden person. At have en der er tættere på mig end min familie og mine nærmeste veninder. Så jeg ikke længere behøver at være ensom. Ikke behøver at gøre alting alene mere.
Ensomheden forstærkes ved højtider og når andre fortæller om det, de har, som jeg så gerne vil have.

Jeg elsker min familie. Vi er en god familie. Der er ikke stridigheder og alt muligt skidt. Alligevel er jeg ked af det, når jeg har været sammen med min familie.
Mine forældre har lige fejret 45 års bryllupsdag. Min søster og hendes kæreste har fejret deres fjerde årsdag. Før ham var min søster sammen med den samme i 18 år. Og var single i kort tid, inden hun fandt sin nuværende kæreste. Og jeg er da superglad på deres vegne. Men der er rigtigt hårdt for mig at høre om det og være i det.

Jeg er den, der altid deltager alene i familiearrangementer. På OTTENDE ÅR!!! Og det er i hvert fald ikke af min egen frie vilje, at jeg altid sidder ved siden af den tomme stol. Og det er rigtigt hårdt og det minder mig om alt det, jeg ikke har.

F*** jeg er træt af det. Jeg føler mig uønsket. Jeg føler, at jeg er en fiasko. Jeg er den evige single og jeg hader det.

Jeg vil så gerne have en kæreste. Men her på det sidste er jeg begyndt at tænke om det er et signal fra universet, at jeg kun møder mænd, der ikke er klar. Måske er det et signal om, at jeg selv i virkeligheden ikke er helt klar til et forhold. Efter halvandet år i terapi er der måske stadig noget, jeg skal bearbejde. Men hvad?

For en del måneder siden bad min terapeut mig om at skrive en liste over alt det, jeg gerne ville have min nye kæreste skulle være. Det gjorde jeg. Den famøse liste! Nu har den ligget og gæret i over et halvt år og nu har vi kigget den igennem. ALLE de ting der er på listen, peger tilbage på mig selv.
Så nu har hun bedt mig om at skrive listen om. Skrive alle ønskerne om, så det er ønsker til mig selv. Og når jeg så selv kan leve op til alle mine ønsker, så er jeg måske klar til at involvere mig i et seriøst forhold igen.

For måske er det bare ikke lige nu, at jeg skal møde en kæreste. Måske er jeg virkelig ikke klar. For jeg vil det for meget. Jeg er desperat. Det står skrevet i panden på mig med sort sprittusch. Hvis jeg nu bare ikke ville det så meget. Men jeg kan ikke bare skrue ned for det ønske. For det er mit største ønske. At have nogen at dele mit liv med. At have nogen at rejse med. At give gaver. At opleve ting sammen med.

Men jeg skubber dem væk, fordi jeg vil det for meget. Hvis der var nogen der kunne give mig opskriften på at ville det mindre, så ville jeg gøre det. Jeg prøver at hvile i mig selv. Være tilfreds i mit eget selskab. Elske mig selv og det jeg har alene med mig selv.

Min terapeut spurgte mig, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig fik en kæreste. Jeg svarede, at det ville jeg ikke forholde mig til. Hun pressede mig. Jeg brød sammen.
Jo, jeg kan godt fungere i et liv uden en kæreste. Jeg kan godt være glad. Jeg kan måske endda leve et lykkeligt liv fyldt med en masse spændende ting.
Men der ville stadig mangle mange ting. Der ville være mange ting jeg måtte gøre alene og hele tiden ønske, at det ikke var sådan. Og jeg ville være ensom. Og længes.
Så jeg ville godt kunne leve sådan. Men det har jeg ikke lyst til. Slet ikke faktisk.

Reklamer
Dette indlæg blev udgivet i Hudløst ærlig. Bogmærk permalinket.

3 svar til Glad for det meste… men ikke altid…

  1. Lenka siger:

    Min umiddelbare erfaring er, at jeg ikke har kunnet tvinge mig selv til at ville det mindre, i de perioder hvor jeg også har haft det sådan – for det har jeg da. Lige nu har jeg det ikke sådan, og det er noget jeg har tænkt over på det seneste. Hvorfor jeg kan have det sådan nu – og helt af mig selv hvile i kun eget selskab og nyde de ting jeg skal gøre, og have tid til at høre, uden at skulle bruge tid på en kæreste – når det andre gange har været det vigtigste og største ønske for mig?

    Det er virkelig underligt. Det er jo ikke fordi jeg ikke kunne lide at være i eget selskab i de perioder, hvor jeg rigtig meget savnede en kæreste. Jeg har egentlig altid nydt min alenetid. Alene og ensom er to forskellige ting, og ensomheden dukker lige så ofte op når man er sammen med andre (som du beskriver med familierelationen). Men man kan jo godt savne en at dele livet med, store og små ting. Nogle gange har et nært venskab med nogen gjort det ud for det. Men det er bare ikke det samme, for det er ikke så “fast” en ting – man er ikke så tæt, hvor ens liv bliver flettet sammen og der bare altid er en til både store og små ting. Nærmest ubemærket, så man stadig kan have sin ego-tid, men have en man deler oxygen med eller et pludseligt indfald. Næh, det er jo som regel stadig “hver sit eget liv”.

    Som sagt ved jeg det ikke … men jeg tror at det i mit tilfælde ofte har været, fordi jeg har haft nogle følelser i klemme et sted, og derfor længdes efter noget med følelserne som drivkraft. Og det har jeg ikke pt., så hele det der savn og længsel er dulmet. Og det er egentlig meget rart for en gangs skyld – jeg føler mig fri og let og (næsten) uden savn for en stund! Men i dit tilfælde er det måske noget andet. Det er også længe at du har været single, og du er også uden børn – det tænker jeg også betyder noget for om man føler sig ensom (når man har børn – også selvom det kun er halvdelen af tiden – så har man jo trods alt andre mennesker inde over ens dagligdag, også selvom det ikke er på den der ligeværdige voksne måde, som man stadig lige så meget kan savne – men så går tiden da med at være noget for nogen og få lidt den anden vej på en anden måde, trods alt – men omvendt kan det også være mere begrænsende på andre måder).

    Så hele den lange smøre – mest fordi jeg ved at det er rart med personlig feedback, når man selv har krænget sit inderste ud – og så bare lidt tanker herfra. Jeg er sikker på at tiden arbejder for dig, selvom det svære er jo netop “ikke at vide”. Så meget er overladt til tilfældigheder (selvom vi selvfølgelig har indflydelse på diverse rammer) og det er jo både smukt og en smule skræmmende nogle gange.

    Like

  2. MieeAgnete siger:

    Kære Lenka,
    Tak for dine tanker og din feedback.
    Du har ret, det kommer og går. I perioder har det været mindre udtalt, men på en måde føler jeg at det snart “må være min tur…” og det bliver det på et tidspunkt. Er bare så træt af at vente.
    Og jeg tror også at du har ret i, at man er mindre ensom når man har børn. Selvom det ikke er det samme, så er man stadig noget for nogen. Og det er også en af de ting jeg savner.
    Tak for opbakningen.

    Like

  3. Anne-Mette siger:

    Hmm.. Jeg har lyst til at kommentere en hel masse. Prøver lige kort. Ellers er jeg helt klar på en snak.
    Jeg er pludselig (for 1 1/2 år siden) blevet single efter to ægteskaber – hver på 10 år. Nu hører jeg også hele tiden, at jeg nok ikke er ‘klar’ til et nyt forhold selvom jeg er totalt besat af at finde det. Hvorfor var jeg så klar de andre gange? Eller var jeg bare ikke opmærksom på det?
    Måske skal det hele være så perfekt, at vi ikke tager chancer? Tidligere har jeg da ikke gjort mig tanker, men simpelthen kastet mig ud i det – og endda fået børn ud af det. Det holdt ikke, men har begge gange været en vigtig del af mit liv, som jeg ikke vil undvære. Jeg har lært meget. Mest på godt og mindre på ondt.
    Jeg ved ikke, hvad der skal til. Måske knap så mange tanker? Følge følelserne lidt mere?
    (Skriver hende, der efterhånden har en mega lang tjekliste på ‘mister right’😂😂).
    Noget helt andet er, at der er så mange tilbud via dating sider og facebook. I mit tidligere liv fandt jeg dem via job/uddannelse. Så var det en anden proces og ikke et hurtigt valg af til eller fra.
    Men jeg giver ikke op. Jeg vil også have ham, jeg igen kan dele en masse med☺️
    Og ps. Man kan i høj grad også føle sig alene og ensom, selvom der er masser af børn.

    Ok. Mit budskab er vist: Jeg tror ikke på lister, at være klar osv. Det sætter bare begrænsninger. Grib chancen, hvis der er en tiltrækning. Måske går det galt – måske ikke😘

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s