Ved vi overhovedet, hvad vi søger?

Jeg husker tydeligt dengang, jeg havde totalt tankemylder i hovedet. Til tider føltes det, som om min hjerne kogte og mit kranie var ved at sprænges. Det var absolut ikke rart. Nu har jeg næsten lært at styre det og tømme mit hoved. Men det sker stadig, at der opstår tanker, som jeg ikke helt har styr på.
Hvis de viser sig at være ubrugelige, lukker jeg dem ned ret hurtigt og effektivt. Nogle gange lader jeg dem køre, bare for at se om der kommer noget godt ud af det.

En af de dage havde jeg forleden.

Jeg havde været på nattevagt og stod op omkring middag. Kroppen var træt og kunne ikke rigtigt komme igang. Så jeg tænkte, at jeg ville booste den lidt med nogle hurtige kulhydrater. Det virkede på kroppen, men det satte også gang i hjernen. Og det kom der dette blogindlæg ud af…

Det er ingen hemmelighed, at jeg rigtig gerne vil have en kæreste. Men hvorfor og hvordan?
Hvorfor er nemt: Jeg har et socialt behov, der ikke bliver dækket af mine kolleger, veninder og familie. Jeg har i årevis prøvet at dække det med mine veninder ved at være meget aktiv i at foreslå at lave ting sammen. Men det er enormt anstrengende at være den opsøgende part altid. Hvis jeg havde en kæreste, ville det være nemmere at få dækket det behov. Derudover er der selvfølgelig de fysiske behov… det behøver vi ikke komme ind på lige nu…

Hvordan? Det er straks meget sværere. Længe har svaret været: “Jeg vil have hele pakken!” Dermed forstået at jeg vil bo sammen, leve sammen, dele alt og være helt integreret i hinandens liv og familier.
Og helt optimalt er det det, jeg vil have. Det er den “rigtige” situation i mit hoved, for det er de værdier, jeg har med fra min barndom. Det har altid været min drøm at høre til et sted. Eller faktisk flere steder. Jeg vil have det hele.

Men det har vist sig, at det ikke holder for mig. Sidste gang det sprang i luften i hovedet på mig, søgte jeg hjælp hos en psykoterapeut. Jeg sagde i telefonen, da jeg aftalte min første session med hende, at mine mønstre i parforhold er uhensigtsmæssige, og det ville jeg gerne have hjælp til at ændre. Jeg var top motiveret, for jeg kunne ikke længere holde til at engagere mig i forhold, bare for at blive forladt.

Jeg var i intens terapi i halvandet år. Og vi kom vidt omkring. Min barndom, mine forældre, mine tidligere forhold, mit selvværd og hvordan jeg lever mit liv. Og ikke mindst min opfattelse af rigtigt og forkert.

Over de sidste to år har jeg fuldstændig ændret mit liv. Jeg skiftede telefonnummer, fik nyt job, skiftede navn, flyttede til provinsen fra København og kun 10% af de møbler, jeg havde med, var nogle jeg havde 2 år tidligere. Jeg har skiftet mine hobbyer ud. Hvor det før handlede om netværk og iværksætteri, handler det nu om havearbejde, madlavning og håndarbejde. Jeg siger ikke, at alt det jeg forlod i mit gamle liv, var dårligt, generelt. Det var bare dårligt for mig.
Især i løbet af det sidste halve år, har jeg brugt en masse energi på at bygge en tilværelse op omkring mig, som jeg virkelig elsker og værdsætter hver eneste dag. Mine omgivelser er fantastiske og jeg gør rigtig mange ting for mig selv og for at have det godt så meget af tiden som muligt. Men jeg vil rigtigt gerne have en at dele alle de gode ting med.

Min historie med mine tidligere forhold er, at de har udviklet sig fra ingenting til en hel masse på meget kort tid. Og det har ikke holdt. Jeg har ønsket mig hele pakken så meget, at jeg har glemt mig selv. Jeg har altid været den opofrende type. Jeg har gjort alt for at imødekomme den andens behov og lyster. Jeg har planlagt mine ting efter hans og tilpasset mig udover, hvad der kan forventes. Og hvad værre var, så forventede jeg det samme fra min partner. Jeg forventede at han ville prioritere mig over alt andet. Jeg var need og clingy og alle de ting, som ikke er tiltalende ved en kæreste. Jeg vidste bare ikke hvor slemt det var, at være min kæreste.

For et års tid siden datede jeg en fyr over nogle uger. Og han var præcis, som jeg var. Clingy, needy og opofrende. Det var forfærdeligt. Jeg ved ikke, om det værste var, at han var sådan eller om det var, at se at jeg har gjort præcis det samme flere gange. Han “lavede en Miee”, som mine veninder kaldte det. Hold da fest, en øjenåbner. Det var en rigtig hård oplevelse. At afvise ham, som jeg selv er blevet afvist mange gange og med de samme grunde. Men der var også lærerigt. Med ét forstod jeg, hvorfor mine kærester og dem jeg har dated, ikke har kunnet holde ud at være sammen med mig.

Men nu tror jeg på, at jeg har forandret mig, og det er måske først lige gået sådan rigtigt op for mig. Som i forleden dag!

Jeg har frygtet, at når jeg fik chancen igen, ville jeg gentage alle mine tidligere dårlige mønstre og falde tilbage i det samme rod som tidligere. Men forleden sad jeg i min sofa med min ikke så aktive krop og min meget aktive hjerne og tænkte, at hvis jeg mødte en ny mand lige nu, så tror  jeg faktisk på, at det ville blive anderledes.

Jeg tror faktisk, at jeg ville kunne holde fast i mine nye gode værdier og vaner. Jeg tror, at jeg stadig ville have lyst til at være alene. Nok ikke så meget som jeg er nu, men en gang imellem bare nyde Netflix og hækling i min sofa alene. Jeg håber inderligt, at mit behov for at være hans første prioritet hele tiden, er forsvundet, eller i hvert fald er blevet meget mindre, end det var tidligere. Ikke mere clingy og ikke mere needy-Miee. Jeg vil gøre alt hvad jeg kan, for at være mig og blive i mig. Jeg vil prøve, gennem nyforelskens sindssyge, at huske alt det jeg har lært i terapi og over de sidste to år. At holde fast i at gøre ting jeg kan lide og som er godt for mig, også selvom han måske ikke har lyst til at gøre det sammen med mig.

Jeg vil gerne have en partner, der også hviler i sig selv, har sunde værdier i sit liv, værdsætter sin tilværelse og som bidrager til forholdet med alt det, han oplever. Og jeg vil gerne bidrage med de samme ting. Jeg vil stadig gerne have lyst til at være sammen med ham ofte, vel vidende at det ikke skal være så meget, at det dræber forholdet. Og jeg ville da synes, at det var rart, hvis han havde lyst til at være meget sammen med mig. Bare fordi det er en rar tanke, at han tænker på mig og vil mig.

Men tilbage til det indledende spørgsmål: Ved vi overhovedet, hvad vi søger?

Jeg vil måske stadig gerne have hele pakken inderst inde, for jeg kan ikke rigtigt forestille mig, at skulle bo alene resten af mit liv.  Men jeg vil helt sikkert gribe processen an på en helt anderledes måde, end jeg har gjort tidligere. Og med alle de gode værdier og generelle tilfredshed jeg har i mit liv nu, tror jeg også på, at jeg vil tiltrække den rigtige mand at dele mit liv med.

Alt dette gik op for mig forleden. Jeg har længe sagt, at jeg var klar til et nyt forhold. Men det har jeg nok ikke været. For jeg havde stadig ikke forstået det, som min terapeut prøvede at lære mig. Men nu tror jeg, at jeg har forstået, hvad det var, hun mente. Og nu føler jeg mig klar. Rigtigt klar.

Jeg håber, at andre, der har gennemgået en identitetskrise og har arbejdet med deres liv og forhold, kan finde lidt hjælp i dette blogindlæg. Det kan godt være, at du har været, hvor jeg var. Måske er du ikke helt i mål endnu. Og måske kan finde trøst i, at lige pludselig, så falder ti-øren.

P.S.
Det jeg måske stadig skal arbejde med er, at jeg tidligere har målt, hvor meget jeg holder af min partner ud fra, hvor meget jeg har lyst til at være sammen med ham. Hvis jeg ikke har lyst til at være sammen med ham hele tiden, dag og nat, så elsker jeg ham ikke nok. Det lyder nok lidt underligt, men sådan måler jeg mine følelser for en anden person og det skal jeg nok prøve at gøre op med. For det betyder samtidig, at hvis han ikke har haft lyst til at være sammen med mig absolut hele tiden, så elsker han heller ikke mig nok. Og det er jo fuldstændig galimatias at tænke sådan. For det er jo sikkert ikke sådan, det ser ud fra hans side. Og han ved sikkert ikke, at jeg har sådan en underlig målestok, som han bliver målt med. Men måske er målestokken forsvundet sammen med mit gamle liv. Det vil kun tiden vise.

 

Reklamer
Udgivet i Hudløst ærlig | Skriv en kommentar

Vejen op er længere end vejen ned

Jeg er nok langt fra den eneste, der falder i nogle sorte huller nogle gange. “The Dip” er der nogen, der kalder det. Jeg gør det jævnligt og det kan skyldes alt muligt. Denne gang var det mit singleliv. Igen.

I starten af januar var jeg vildt optimistisk og havde en følelse af en ny start i det nye år. Så nu skulle der ske noget. Jeg oprettede en profil på en datingside og gik i gang. Jeg skrev til nogle mænd, som jeg synes var interessante. Ingen svarede tilbage. Jeg fik mange henvendelser fra mænd, der syntes at jeg var interessant. Jeg skrev tilbage til nogle af dem.

For år siden var jeg også på en af datingsiderne og det gjorde mig så ked af det, at jeg sad og græd foran computeren hver aften. Jeg tænkte, at denne gang var jeg mere afklaret og selvsikker. Men alligevel ramte det hårdt, at dem jeg skrev til ikke engang gad at svare. Jeg svarede nok 95% af alle henvendelser også selvom svaret var nej tak. Jeg aftalte 4 dates. 2 af dem brændte mig af. 2 meldte tilbage bagefter, at jeg virkede uinteresseret og alle mulige andre utiltalende ting.
Jeg kunne slet ikke se mig selv i den feedback, jeg fik.

Efter 3 uger lukkede jeg min profil. Endnu engang blev jeg mere ked af det, end jeg blev glad, opløftet, begejstret, bekræftet… indsat selv flere fyldord….
Jeg var ikke helt i kulkælderen, men jeg var godt på vej og jeg valgte at tage det i opløbet. Men alligevel har jeg været ked af det, siden det stod på. Så i en måneds tid. Jeg prøvede at flytte mit fokus og interessere mig for sund madlavning og en sundere livsstil. Det afholdt mig fra at trøstespise, som ellers normalt er min første reaktion.

Men nedtur fik jeg. Og lige så nemt som det er at crashe helt ned, lige så svært er det at komme op igen. Vejen op er bare så meget længere end vejen ned. Det kræver virkelig en indsats at komme op igen. I hvert fald for mig.

Jeg sætter alt ind på at pleje mig selv. Forkæle mig selv. Booke en ferie, købe lidt nyt til huset og mig selv. Gøre ting jeg virkelig nyder. Gå lange ture ved stranden og udnytte vandets terapeutiske effekt til at få hjernebølgerne beroliget lidt. Jeg gør noget godt for andre. Støtter en velgørenhed eller noget i den stil.

Og som det vigtigste så fokuserer jeg på alt det gode i mit liv. Bare fordi jeg fejler på et område i mit liv, betyder det jo ikke at alt andet også er noget lort. Tværtimod. Ofte er der rigtig mange gode ting i livet, som overskygges, når noget andet går imod. Og det er vigtigt at fokusere på de gode ting. Hver dag. Hele tiden. Jeg tager mig selv i at huske på de ting flere gange om dagen i de situationer, jeg nu engang befinder mig i.

Men jeg har også en helt speciel teknik til at gøre det meget bevidst.

Engang lærte min hypnoterapeut mig noget, der hedder hjertemeditation. Det virker for mig i de perioder, hvor jeg er nede. Det hjælper mig til at få en lidt mere smidig tur op igen.

Jeg har tit brugt det i nedeperioderne og holder op med at gøre det, når jeg er oppe igen. Men det er så dejligt selvforstærkende, at jeg burde gøre det hver dag. Uanset om jeg er oppe eller nede. Der er sikkert mange versioner af den samme handling, men som jeg gør det, foregår det sådan her:

Som det sidste inden jeg lægger mig til at sove, sætter jeg mig i sengen med den ene hånd på hjertet. Jeg forestiller mig mit hjerte (altså som et rigtigt levende organ), helt åbent og pulserende. Jeg trækker vejret dybt og forestiller mig, at jeg trækker vejret direkte ind i og ud af hjertet gennem brystkassen. Med lukkede øjne remser jeg op inde i mig selv, alle de ting jeg er taknemmelig for og alle de ting jeg værdsætter.

Det går hele vejen rundt; helbred, økonomi, familie, job, veninder, netværk, katten, bolig, alle de muligheder jeg har og min fantastiske frihed til selv at træffe valg og gøre det jeg har lyst til. Nogle gange siger jeg det højt, nogle gange gentager jeg nogle af tingene.
Jeg slutter altid af med 3 dybe vejrtrækninger og lægger mig så ned og sover. Så de sidste tanker i mit hoved inden natten er positive tanker med en masse taknemmelighed. Og det kan min underbevidsthed så arbejde hele natten med at forstærke.

Når jeg er helt klar over hvad nedturen skyldes, fokuserer jeg specielt på de positive ting ved den situation. F.eks. singlelivet. Der er det positive, at jeg har fuld frihed til at træffe mine egne valg uafhængigt af andre og gøre præcis,hvad jeg har lyst til, når jeg har lyst til det.

Det er en god teknik og jeg tror, at hvis jeg så tilføjer mit eget personlige mantra, så sidder den bare lige i skabet.

Hvis du har brug for inspiration til et personligt mantra, så er mit som følger:

“Jeg har ro til at være, hvor jeg er. Jeg har styrke til at klare det, der kommer. Jeg har tillid til, at alt er som det skal være. Jeg tror på, at det jeg har brug for, kommer til mig.”

Du er velkommen til at tyvstjæle det. Jeg har ikke copyright på det 🙂

Udgivet i Hudløst ærlig | Skriv en kommentar

Vegetar? Aldrig i livet… eller hvad??

Jeg tror ikke på nytårsfortsætter. Jeg synes, at de er lidt tåbelige. Hvorfor skal man have en bestemt dato, der dikterer, hvornår man igangsætter nye vaner eller andre forandringer? Hvis man er motiveret nok til at lave en ændring, kan man vel gøre det når som helst.

Ikke desto mindre ligner det, jeg gør nu, et nytårsfortsæt. Men det er det nu ikke. Det er helt tilfældigt, at jeg sad over morgenmaden d. 31/12.2016 og læste dyreværnsforeningen Anima’s medlemsblad. Jeg har støttet dem økonomisk i et stykke tid og ved godt, at de er fortalere for den veganske livsstil. Det har jeg aldrig været interesseret i, for jeg er faktisk ikke vildt god til grøntsager, så det ville være virkelig op af bakke for mig.

I terapi har jeg dog arbejdet med min alt-eller-intet-holdning. Min terapeut sagde, at jeg havde tendens til at se alt i sort eller hvidt. Ingen gråzoner. Det var altid alt eller intet for mig. Så nu arbejder jeg med gråzonerne.
Og da jeg tidligere afviste Anima’s livsstilsanbefalinger, var det fordi jeg ikke kunne gøre det 100% og det måtte jo så betyde, at jeg slet ikke skulle gøre det. Men der kan jo også findes en mellemvej. Lidt har jo også ret.

Så da jeg sad og læste deres blad, der blandt andet handlede om dyrevelfærd indenfor kødproduktionen, tænkte jeg, at jeg jo godt kunne gøre lidt i min hverdag. Jeg er og har altid været glad for kød. Altså ikke sådan at jeg spiser gris eller røde bøffer hver dag. Men jeg kan godt lide de gamle danske retter og kødretter generelt. Så at opgive kød helt er måske lidt for meget for mig. Og vaneændringer er ofte nemmere, hvis man starter i det små. Et skridt af gangen. Babysteps.

Så den dag startede jeg med at kigge på min indkøbsliste. Jeg fjernede noget kød fra den og satte noget fisk ind i stedet for. Det var ret nemt.

De efterfølgende dage gennemgik jeg min opskriftsmappe og satte alle fisk- og skaldyrsopskrifter i en mappe for sig. Sammen med salater, pastaretter og de retter, hvor kød kan skiftes ud med fisk eller en af de mange køderstatninger, der findes i forskllige svampe og soyaudgaver. Der var mange gode opskrifter og de var ret tiltalende.

Jeg valgte to ud, som jeg ville købe ind til, til de første par dage uden kød. Og det var desværre et ret dyrt indkøb. Ikke nok med at fisk og skaldyr er vildt dyrt, det er økologiske grøntsager også. Pyha, så jeg forstår godt, hvorfor jeg tidligere ikke har spist særligt sundt. Det er faktisk ret dyrt. Og det er rigtigt ærgerligt.

Jeg fik også sorteret ud i min fryser og lagt kød i en skuffe for sig, grøntsager for sig og fisk og skaldyr for sig. Jeg havde faktisk ret meget kød i fryseren. En del er rester fra julen, men også færdigretter og kød jeg har købt til senere brug. Kødpålæg blev fjernet fra køleskabet og tomater, æg, salat og kogte kartofler fandt vej til pålægsskuffen.

Så min stille og rolige opstart til at bidrage til en bedre etik og bedre miljø indenfor kødproduktionen er, at jeg må spise kød 2 gange om ugen. Ikke skal. Må. De andre dage skal jeg spise fisk, skaldyr, pasta og grøntsager. Så veganer bliver jeg nok aldrig, men jeg kan nok godt vænne mig til at være deltidsvegetar.
Jeg har længe kun købt økologiske æg og mælkeprodukter. Og det vil jeg blive ved med. For hvis jeg skal spise noget, der kommer fra levende dyr, så vil jeg gerne støtte, at de har det godt. Fisk og skaldyr skal være vildt fanget, ikke opdrættet. Og grøntsagerne skal være primært økologiske, hvor jeg kan finde dem.

Jeg kan se allerede ud fra min første indkøbstur, at denne forandring vil ændre på mange ting. I stor grad mit madbudget, som jeg nok må sætte op til det dobbelte. Det er et valg. Og jeg har valgt at prøve, hvordan det går i en periode. Der er ikke nogen udløbsdato på mit projekt, for jeg har på fornemmelsen, at det ikke bliver så svært, som jeg tidligere har troet. Og efterhånden som jeg får indarbejdet nogle små ændringer, kommer der nok flere til hen ad vejen.

Jeg synes, det er et spændende projekt. Og jeg er meget motiveret. Vil jeg kunne mærke det på min krop?På mit humør? Vil den afledte effekt være et vægttab? Det ville jo være en god bonus, hvis jeg kunne tabe mig, men det er ikke derfor jeg blev motiveret for projektet. Det var dyrevelfærd og miljøet, der motiverede mig først.

Jeg håber det lykkes og at I vil følge med og bakke op. For det er et stort projekt. For jeg interesserer mig meget lidt for madlavning. Især grøntsager. Så det er virkelig en motivation, der skal holdes ved lige, ellers går jeg i stå. Hvis jeg holder i en måned, så er det værste overstået, så starten er gået d. 4/1.2017… jeg hepper på mig selv 🙂

Udgivet i Livets store beslutninger | Skriv en kommentar

Jeg har hadet julen i årevis…

Ja, du hørte rigtigt… jeg har hadet julen i årevis. Måske er ‘hadet’ et voldsomt ord, men lidt pænere sagt, har jeg ikke rigtigt nydt julen i mange år.

En af de ting jeg har arbejdet med i terapi og stadig husker mig selv på hver dag, er at fokusere på alt det gode i mit liv. I stedet for at fokusere på alt det, jeg ikke har. Og jeg er efterhånden blevet bedre til det, men lige nøjagtigt i december er det ekstra svært. Og den ting jeg ikke har, men som jeg ønsker mig så inderligt, er ikke noget man finder under træet juleaften.

Selve juleaften har længe været den eneste rigtigt positive ting i min jul. For der er jeg sammen med min familie. Som jeg elsker højt og glæder mig til at være sammen med. Men hele december måned kan være rigtig smertefuld, når man er single. Og jeg er sikkert ikke den eneste singlepige, der har det sådan.

Hjerternes fest! Bvadr! Alle steder jeg kigger mig omkring, ser jeg par. Glade par, der køber julegaver sammen. Hygger med familien. Tager til julearrangementer sammen. Klipper og klistrer. Bager. Bvadr!

Jeg ved jo godt i mit realistiske hoved, at det er et forvrænget billede, jeg ser. For julen i et parforhold er sikkert også julefrokoster med utroskab, stress over alle de ting alle familiens medlemmer skal deltage i og jul med svigerfamilien, som man måske ikke er vild med. Men det er jo ikke det, jeg ser. Jeg ser julehyggen, intimiteten, familietiden og tosomheden. Og det savner jeg virkelig.

Jeg har været single siden 2008, kun afbrudt af 2 kortere forhold. I det ene af de forhold var julen rar. Det var den eneste jul i 9 år, hvor jeg har været på Strøget og købe gaver. Og jeg havde en at holde i hånd med. I det andet forhold havde jeg en blandet jul. Det var op af bakke i forholdet, en kæreste, der var ked af at han ikke skulle være sammen med sine børn juleafte, jeg følte at det smuldrede mellem hænderne på mig. Så der havde jeg det, som jeg vælger ikke at se hos andre i juletiden. Alle de andre jule har jeg været single. Og en af de værste ting ved at være single ved højtiderne  – for det gælder også påsken, konfirmationer og runde fødselsdage – er, at jeg tit er den der er ulige ved spisebordet. Det kan godt være at det er en banalitet, men alle andre dukker op i par og jeg så sidder der alene…den ulige… Og er den der kan køre andre til stationen, fordi jeg jo har masser plads i bilen. Pyha, det er lidt stramt.
Jeg har heldigvis aldrig siddet alene juleaften. Det ville virkelig smadre min jul. Men hele december har været en kamp hvert år.

I år besluttede jeg allerede i november at jeg ville gøre alt for at holde min julestemning positiv. Jeg pyntede op tidligt i december. Lavede adventskrans, som jeg så glemte at tænde alle søndagene. Lys i vinduerne og det hele. Jeg har bagt 9 forskellige slags julekager. Det har foregået med julemusikken på fuld knald i køkkenet. Jeg skulle ovenikøbet have et juletræ.

En af de ting, der sker når jeg er ked af det, er at min tålmodighed går helt i kulkælderen. Det har jeg godt kunnet mærke her i december. Lunten er usædvanlig kort. Og det fik jeg virkelig at føle, da jeg skulle gøre juletræet klar:

Jeg støttede Søspejderne i Korsør ved at købe mit træ hos dem. Jeg købte et stort flot et. Helt til loftet og fylder hele stuen. Jeg havde lånt mine forældres retrojuletræsfod, som sikkert er ligeså gammel som mig. Jeg var ikke klar over at juletræer var så tunge…. men jeg fik da moslet det ind i bilen, og kørte hjem med bagsmækken åben. Hjemme fandt jeg en sav, da jeg jo klart kunne se at stammen ikke passede ned i foden. Det virkede slet ikke efter hensigten og jeg skrev nogle meget frustrerede sms’er til min søster. Juletræet blev sat i skammekrogen på terassen med besked om, at det kunne blive der, indtil det havde lært at opføre sig ordentligt!
Mine meget velmenende kolleger, som altid får overbevist mig om at jeg sagtens kan finde ud af alt muligt, som jeg aldrig har prøvet før, forklarede mig, at jeg skulle bruge en større sav. Der blev tegnet og fortalt. Dagen efter prøvede jeg med en løvsav… større våben er lig bedre resultat… men nej. Min tålmodighed løb ud efter 20 minutter og juletræet røg i skammekrogen igen. Hidsig og i krigshumør kørte jeg ned til mine forældre for at finde et endnu større våben i min fars værksted. En økse måtte tydeligvis være løsningen. Jeg ville ikke finde mig i at blive manipuleret af et skide juletræ…
På vej derned kom jeg forbi et byggemarked. De har helt sikkert økser, tænkte jeg og spurtede derind.Manden viste mig adskillige meget dyre økser, mens han fortalte hvor galt det kunne gå, når man kastede sig ud i kunsten at montere fod på et juletræ. Jeg købte ikke en økse. I stedet købte jeg en ny juletræsfod, der kan tage stammer helt op til 11 cm. Jeg kom hjem, satte juletræet ned i forden og trådte på udløseren og KLAP, så var juletræet fanget i fælden og stod helt lige.
Ha! Jeg vandt! Langt om længe! Og det tog kun 5 minutter til sidst. Og nu skal jeg aldrig save juletræer til igen. Måske kan det redde hele min december til næste år, at jeg ikke skal gå ned på udstyr.
Juletræet blev pyntet med både levende og elektriske lys og jeg kan ikke se fjernsynet fra min sædvanlige siddeplads i stuen.Så jeg har måttet fortrække til den anden sofa. Men det står der og det dufter dejligt.

Nu er julen snart overstået. 23 dage i blandet humør. Et horoskop, der siger at en juleromance er mulig og at jeg finder kærligheden, hvor jeg færdes til hverdag…. yeah right! Hele flådestationen holder jo juleferie, undtagen os der har døgnvagter…

Men nu er det d. 24 og jeg vågnede før vækkeuret ringede. Jeg er Miee 5 år gammel på juleaftens dag. Jeg elsker det. Jeg elsker at give gaver, lige så meget som jeg elsker at få gaver. Jeg elsker maden og den efterfølgende mavepine. Jeg elsker at danse om juletræet, selvom vi synger lidt falsk i min familie. Jeg skal i kirke senere og være sammen med min familie. Jeg glæder mig så meget.

Og ikke ret længe efter juleaften bliver alt pyntet taget ned og juletræet ekspederet udenfor, for efter d. 24. bliver jeg hurtigt træt af at se på det. Og så er vi tilbage til hverdagen igen. Dagene bliver længere. De holder op med at spille triste julesange om ulykkelig kærlighed i radioen. Og den næste december er først om 11 måneder. Og så kan jeg jo håbe på, at jeg har en kæreste at jule med til næste år.

Jeg overlevede en jul mere. Og jeg overlever nok alle dem, der kommer, men det betyder ikke, at det er en fornøjelse fær d. 24. december.

Udgivet i Hudløst ærlig | 2 kommentarer

Endelig lykkelig – men ikke helt i mål…

Jeg havde et hårdt år i 2015. Som i rigtigt hårdt. Når folk spurgte, hvordan jeg havde det, svarede jeg oftest, at jeg var ked af det. Træt. Frustreret. Havde givet op.
I en stor del af 2016 har jeg svaret, at jeg har det godt. Jeg kunne ikke helt få mig selv til at sige, at jeg var lykkelig, men jeg kunne med god samvittighed sige, at jeg var glad. Og det var et stort skridt for mig.

Hvis nogen spurgte mig i dag, ville jeg sige, at jeg er lykkelig. ENDELIG lykkelig!! Det har jeg ventet enormt længe på og jeg har knoklet for at komme hertil. Jeg har været i terapi i næsten 2 år. Jeg har skiftet navn til et navn med en bedre numerologisk energi. Jeg er flyttet. Jeg synes virkelig, at jeg har gjort alt, hvad jeg kunne og kan, for at blive lykkelig. Og nu er jeg lige netop det. Men jeg er endnu ikke helt i mål. Jeg er ikke helt, hvor jeg gerne vil være. Til tider har jeg været ved at give op. Men nu har jeg accepteret, at jeg ikke er i mål. Og at der ikke er en levende fis, jeg kan gøre for at komme det. Og den erkendelse er en af de ting, der gør mig lykkelig.

Om det er terapien eller navneskiftet, der har gjort den største forskel, ved jeg ikke. Jeg tror på, at det er begge dele. Begge dele har jeg selv opsøgt.

Jeg har knoklet med min meget dygtige terapeut og er nu nået så langt, at jeg holder pause på ubestemt tid. Jeg vil gerne se, hvad der sker, hvis jeg holder op med at knokle. Hvis jeg bare er mig, hvad vil der så ske? Sidder det fast, det jeg har lært? Jeg har lært så meget om mig selv og om andre mennesker, at det nu er vildt spændende at se, om det holder, hvis jeg ikke længere tænker over at skulle gøre tingene anderledes. Jeg synes selv, at jeg helt automatisk tænker anderledes. Både om andre og om mig selv. Jeg er blevet mere rummelig. Jeg taler også pænere til mig selv og andre, selvom jeg stadig har mine fordomme.

Numerologien har også haft sin effekt. Det tror jeg på. Jeg fik mit nye navn d. 11. maj. Det er nu lige over 6 måneder siden. Udrensningen og integreringen af de nye energier tager 6-9 måneder. Måske er det derfor, jeg ikke er helt i mål, men der er i hvert fald sket en del over de sidste 6 måneder: Jeg fik mit vikariat gjort til en fastansættelse, hvilket gav enormt meget ro økonomisk. Jeg solgte min lejlighed på meget kort tid til en rigtig fin pris. Jeg har fundet mit drømmehus, hvor jeg bare elsker at være.
De siger, at i udrensningsperioden bliver det oftere skidt, før det bliver bedre. Det har jeg kun set på kærlighedsområdet. Alt andet er bare blevet bedre.

Jeg er nu et sted, hvor der er ro på job, økonomi og bolig. Jeg elsker det hele. Og jeg er begyndt at passe bedre på mig selv. Jeg værdsætter alt det, jeg har. Både materielt og alle de andre gode ting i livet. Jeg gør rigtig mange ting, bare fordi jeg har lyst til det. Jeg er blevet mere ligeglad med, hvad folk synes om mig og det jeg gør. Jeg trives. Både alene og med de mennesker, som jeg vælger at bruge min tid sammen med. Jeg passer på mig selv og nyder mit eget selskab. Det tror jeg ikke, at jeg gjorde i hele 2015.

Men hvad med kærligheden?

Jeg troede ikke, at jeg nogensinde ville kunne sige, at jeg er lykkelig, så længe jeg er single. Det er virkelig ikke en situation, jeg selv vælger og jeg trives ikke med lige nøjagtigt den del af mit liv. Jeg har mødt alle mulige mænd over de sidste mange måneder. Den ene mere umulig end den anden. Og jeg har virkelig opsøgt alt, hvad jeg kunne, der kunne hjælpe mig med at møde mænd. Lige lidt har det hjulpet.

Nu har jeg accepteret, at jeg ikke kan handle mig ud af det. Jo mere jeg gør, jo mindre sker der. Så nu vil jeg ikke længere opsøge det. Jeg vil ikke længere prøve at forcere det. Og jeg vil da slet ikke halse efter mænd, der egentlig kun vil én ting… Jeg siger ikke, at jeg har lyst til at være single, for det har jeg bestemt ikke. Jeg vil gerne kærligheden og tosomheden. Jeg ville give min højre arm for det, som jeg ser, at andre har. Men jeg kan godt leve med at være single, selvom jeg ikke har lyst til at være det. Og så skal det nok komme, når tiden er inde.

Og den erkendelse, sammen med alle de andre dejlige ting, jeg har i mit liv, gør mig lykkelig. Jeg værdsætter, hvad jeg har hver eneste dag. Jeg siger det til mig selv hver dag. Men jeg siger det måske ikke ofte nok til dem, der er omkring mig og dem, der har støttet mig igennem den enormt hårde tid. I ved, hvem I er 🙂

I dag mødte jeg en meget klog mand. Han sagde mange kloge ting. Den ting jeg har skrevet ned og hængt op ved min seng er dette:

“Attitude is everything – pick a good one!”

For nyligt så jeg disse kloge ord fra Klement Trabolt:

“Kærligheden til det som er, vil bringe dig det du ønsker!”

Derfor vil jeg nu elske hver dag og alt hvad jeg har. Og derved vil jeg nå i mål på et eller andet tidspunkt. Måske tager det længere tid end jeg håber, men så længe jeg er lykkelig, bare en lille smule hver dag, hele vejen til målet, så er det sgu ikke så slemt at måtte vente lidt.

Hvis jeg skal vælge noget, der beskriver min sindstilstand lige nu, er det et stykke tekst fra Volbeats sang “For Evigt”:

“Happiness, I’m sorry you’ve been on hold.
The door will be open. Bring it on home!”

 

 

 

 

 

Udgivet i Hudløst ærlig | Skriv en kommentar

Der hvor lottomillionerne bor…

Jeg er en dagdrømmer. Jeg drømmer rigtigt meget og det har jeg altid gjort. Min mor fortalte engang en af mine kærester, at det skulle han være forberedt på. Det var lidt pinligt, men ikke desto mindre rigtigt.

Men der er forskel på drømme. Dine drømme er helt sikkert ikke som mine. Du dagdrømmer sikkert ikke, som jeg gør. Mine dagdrømme er også i forskellige kategorier. Nogle er realistiske, andre er ikke.

Da min kæreste forlod mig sidste år, benægtede jeg det længe. Jeg var i hvert fald ikke single!! Det var jeg bare ikke!!! Min terapeut kæmpede længe og tålmodigt med min stædighed og benægtelse.  I lang tid var jeg sikker på, at han ville komme tilbage til mig. Efter noget tid gik det op for mig, at det måske ikke var så sandsynligt alligevel. Men jeg drømte stadig om det. Da det gik op for mig, at det faktisk var ret usandsynligt, at han ville komme tilbage, vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle håndtere det. Jeg var ikke klar til at slippe drømmen, men jeg kunne heller ikke beholde den som en realistisk dagdrøm. Drømmen var brast, men jeg var ikke klar til at slippe den. Hvad gør man så?

Jeg fandt på et nyt sted, hvor drømme kan bo. Jeg kalder det “stedet, hvor lottomillionerne bor…”. Da drømmen om at få min eks tilbage ikke længere var realistisk, men heller ikke helt ude af mit system, flyttede jeg den derhen, hvor lottomillionerne bor. Der boede den længe og havde samme kategori som drømmen om at vinde i lotto. Højst usandsynligt, men man vil et eller andet sted gerne bevare håbet. Dog uden at det æder én op indefra.

Drømmen om min eks er forlængst flyttet videre fra stedet, hvor lottomillionerne bor og er sikkert faldet i et sort hul et sted i universet. Hvad ved jeg. Den er i hvert fald ikke sammen med lottomillionerne mere. Den er væk. Den flyttede videre, da jeg var klar til at give slip. Lottomillionerne bor der stadig. De flytter aldrig videre, tror jeg.

Men nye drømme er flyttet ind, der hvor lottomillionerne bor. De kommer og går. Nogle bor der længe, andre flytter hurtigt videre. Men hvorfor, tænker du måske. Hvorfor ikke bare smide dem helt ud i universet, i stedet for at have et lille stop hos lottomillionerne?

Jo, ser du. Jeg kan ikke leve uden håb. Det tror jeg ikke, der er nogen af os der kan. Vi kan leve en periode uden lys. Uden mad. Uden vand. Men uden håb holder vi ikke længe. Sådan har jeg det i hvert fald. Og mine håb er tæt knyttet til mine drømme.

Jeg har længe drømt om at finde en mand, som jeg kunne være i et fast forhold med. Som jeg kunne forenes med og blive et med. I ved, hvad jeg mener. Drømmen er nødvendig for mig, for at jeg kan fortsætte mit liv med optimisme og være glad i min hverdag. Og jeg er meget visuel. Det vil sige, at der skal være et billede på mine drømme. Jeg kan ikke drømme om et forhold til en mand, hvis jeg ikke har et billede af, hvordan han kunne se ud. Der skal ligesom være et ansigt på.

Over det sidste års tid har jeg mødt en del mænd, som ikke var klar til mig. Eller måske var jeg ikke klar til dem, når det kommer til stykket. Men det er en helt anden diskussion. Når de siger, at de ikke er klar til et nyt forhold, så kan de komme op og bo sammen med lottomillionerne. Nogle af dem. Indtil jeg bliver træt af dem eller de bliver erstattet med en anden drøm.

Jeg ved jo godt, at det er urealistisk at komme til at være i et forhold med disse mænd. De har jo afvist mig. Og det er jeg fuldstændig klar over. Men det forhindrer mig ikke i at bruge dem i mine drømme. Altså ikke nødvendigvis manden selv, men hans billede. Det visuelle indtryk. Jeg bruger dem til at give mine drømme liv. Og drømmene holder håbet i live. Håbet om lige nøjagtigt de mænd, som jeg er blevet afvist af… måske. I mangel på bedre. Håbet om det forhold jeg så gerne vil have… helt sikkert.

Drømmen om de mænd brast, men jeg kan stadig bruge den til noget. Selvom jeg ved at chancerne er slim-to-none, med mig og de mænd.

Jeg har naturligvis også drømme, der ikke bor sammen med lottomillionerne. Drømme, der er mere realistisk, og som jeg selv har en indflydelse på. F.eks. 5 ugers ferie i autocamper i New Zealand. Det er en af mine store drømme, der aldrig flyttet helt derud, hvor lottomillionerne bor.

Så mine drømme har forskellige niveauer af realisme og nærhed på mig. Og jeg passer meget på, at de urealistiske drømme ikke får lov til at være for tæt på mig.For det er dem, der æder én op indefra, hvis man ikke passer på.

Da jeg fortalte min terapeut, at jeg havde puttet min eks derhen, hvor lottomillionerne bor, var hun meget imponeret over min teknik og mente, at andre kunne have glæde af den også. Jeg håber at hendes andre klienter har fået glæde af den, hvis de har samme problem som mig.
Og du er mere end velkommen til at bruge teknikken på dine drømme. Dem der brast, men som du ikke er klar til at slippe helt. For man ved jo aldrig… alle kan ændre mening. Selv de mænd der er flyttet ud til lottomillionerne. Og det er bare nemmere at hente drømmen tilbage fra, hvor lottomillionerne bor end helt ude fra universet 🙂

P.S.
Hvis der sidder nogle mænd og læser med her og tror, at de er en af dem, der bor samme sted som lottomillionerne; husk, at lottomillionerne er mine! Du får dem ikke, bare fordi du bor sammen med dem midlertidigt 😉

Udgivet i Hudløst ærlig | Skriv en kommentar

Glad for det meste… men ikke altid…

For ikke så længe siden skrev jeg, at jeg er glad og har det bedre, end jeg egentlig har gået og fortalt mig selv. Og det er også sandt. Men der er altid et men…
For det er jo ikke sådan, at jeg altid er glad. Jeg er da også ked af det. Det er forstillelse (som min terapeut kalder det) at lade som om, at jeg er glad hele tiden. For det er der ingen, der er. Heller ikke dem på Facebook, der altid kun deler de gode ting. Det er en stor forstillelse i mange tilfælde.
For vi har alle sammen vores op- og nedture. Det er en del af livet. I sidste uge var jeg oppe, de sidste par dage har jeg været lidt nede. Når jeg er oppe, føler jeg mig taknemlig, heldig, glad, priviligeret, afslappet, rolig og i balance med mig selv.

Når jeg er nede er jeg ked af det og ensom. Meget af begge dele. Jeg længes og jeg savner. Jeg længes efter at blive forenet med en anden person. At have en der er tættere på mig end min familie og mine nærmeste veninder. Så jeg ikke længere behøver at være ensom. Ikke behøver at gøre alting alene mere.
Ensomheden forstærkes ved højtider og når andre fortæller om det, de har, som jeg så gerne vil have.

Jeg elsker min familie. Vi er en god familie. Der er ikke stridigheder og alt muligt skidt. Alligevel er jeg ked af det, når jeg har været sammen med min familie.
Mine forældre har lige fejret 45 års bryllupsdag. Min søster og hendes kæreste har fejret deres fjerde årsdag. Før ham var min søster sammen med den samme i 18 år. Og var single i kort tid, inden hun fandt sin nuværende kæreste. Og jeg er da superglad på deres vegne. Men der er rigtigt hårdt for mig at høre om det og være i det.

Jeg er den, der altid deltager alene i familiearrangementer. På OTTENDE ÅR!!! Og det er i hvert fald ikke af min egen frie vilje, at jeg altid sidder ved siden af den tomme stol. Og det er rigtigt hårdt og det minder mig om alt det, jeg ikke har.

F*** jeg er træt af det. Jeg føler mig uønsket. Jeg føler, at jeg er en fiasko. Jeg er den evige single og jeg hader det.

Jeg vil så gerne have en kæreste. Men her på det sidste er jeg begyndt at tænke om det er et signal fra universet, at jeg kun møder mænd, der ikke er klar. Måske er det et signal om, at jeg selv i virkeligheden ikke er helt klar til et forhold. Efter halvandet år i terapi er der måske stadig noget, jeg skal bearbejde. Men hvad?

For en del måneder siden bad min terapeut mig om at skrive en liste over alt det, jeg gerne ville have min nye kæreste skulle være. Det gjorde jeg. Den famøse liste! Nu har den ligget og gæret i over et halvt år og nu har vi kigget den igennem. ALLE de ting der er på listen, peger tilbage på mig selv.
Så nu har hun bedt mig om at skrive listen om. Skrive alle ønskerne om, så det er ønsker til mig selv. Og når jeg så selv kan leve op til alle mine ønsker, så er jeg måske klar til at involvere mig i et seriøst forhold igen.

For måske er det bare ikke lige nu, at jeg skal møde en kæreste. Måske er jeg virkelig ikke klar. For jeg vil det for meget. Jeg er desperat. Det står skrevet i panden på mig med sort sprittusch. Hvis jeg nu bare ikke ville det så meget. Men jeg kan ikke bare skrue ned for det ønske. For det er mit største ønske. At have nogen at dele mit liv med. At have nogen at rejse med. At give gaver. At opleve ting sammen med.

Men jeg skubber dem væk, fordi jeg vil det for meget. Hvis der var nogen der kunne give mig opskriften på at ville det mindre, så ville jeg gøre det. Jeg prøver at hvile i mig selv. Være tilfreds i mit eget selskab. Elske mig selv og det jeg har alene med mig selv.

Min terapeut spurgte mig, hvad der ville ske, hvis jeg aldrig fik en kæreste. Jeg svarede, at det ville jeg ikke forholde mig til. Hun pressede mig. Jeg brød sammen.
Jo, jeg kan godt fungere i et liv uden en kæreste. Jeg kan godt være glad. Jeg kan måske endda leve et lykkeligt liv fyldt med en masse spændende ting.
Men der ville stadig mangle mange ting. Der ville være mange ting jeg måtte gøre alene og hele tiden ønske, at det ikke var sådan. Og jeg ville være ensom. Og længes.
Så jeg ville godt kunne leve sådan. Men det har jeg ikke lyst til. Slet ikke faktisk.

Udgivet i Hudløst ærlig | 3 kommentarer